Vedtægter

1 Navn, hjemsted og stifter

1.1 Fondens navn er Sparekassen Danmark Fonden Hvetbo.

1.2 Fondens hjemsted er Jammerbugt Kommune.

1.3 Fonden er stiftet af den selvejende institution Sparekassen Hvetbo.

2 Formål

2.1 Fonden er erhvervsdrivende.

2.2 Fondens formål er,

at udøve virksomhed – eventuelt via datterselskaber – gennem investeringer i aktier eller andre kapitalandele og konvertible obligationer af enhver art, samt gennem investeringer i pantebreve, fast ejendom og lignende, samt

at virke til gavn for almennyttige og velgørende formål primært i Sparekassen Hvetbos oprindelige virkeområde.

3 Grundkapital

3.1 Fondens grundkapital udgjorde ved stiftelsen 240.632.558 kr. Grundkapitalen er efter godkendelse af Erhvervsstyrelsen i 2013 nedsat til 47.249.780.

3.2 Grundkapitalen er ved fondens stiftelse indbetalt i aktier i Sparekassen Hvetbo A/S indskudt i fonden i forbindelse med omdannelsen af Sparekassen Hvetbo til Sparekassen Hvetbo A/S.

I forbindelse med Sparekassen Hvetbo A/S’ fusion med Sparekassen Vendsyssel er fondens aktier blevet ombyttet til garantbeviser i Sparekassen Vendsyssel. Sparekassen Vendsyssel fusionerede i 2021 med Jutlander Bank A/S og ændrede navn til Sparekassen Danmark.

3.3 Fondens grundkapital kan forhøjes ved bestyrelsens beslutning:

1. ved overførelse af reserver eller overskud ifølge fondens senest reviderede årsrapport,

2. ved arv, gave eller lignende bidrag, som fonden har modtaget til forhøjelse af grundkapitalen, eller

3. ved enhver form for tilskud, herunder ved modtagelse af yderligere garantkapital i forbindelse med fusioner.

4 Kapitalanbringelse

4.1 Fondens grundkapital er anbragt i garantbeviser i Sparekassen Danmark.

4.2 Bestyrelsen er berettiget til at ombytte fondens garantbeviser i Sparekassen Danmark med aktier, garantkapital, øvrige former for basiskapital eller en kombination heraf i et fortsættende selskab, såfremt Sparekassen Danmark indgår i en sammenlægning, hvor Sparekassen Danmark er det ophørende selskab.

4.3 Midler, der tilfalder fonden i forbindelse med salg eller indløsning af garantbeviser i Sparekassen

Danmark og andre midler, der senere måtte tilfalde fonden, herunder ikke uddelt overskud, anbringes efter bestyrelsens nærmere bestemmelse som almindeligt indskud i Sparekassen Danmark eller et andet pengeinstituttet efter bestyrelsens bestemmelse, som ansvarlig indskuds- eller garantkapital i Sparekassen Danmark, i obligationer, aktier, pantebreve, fast ejendom eller lignende, herunder i selskaber, der udøver anden virksomhed, som angivet i pkt. 2.2 .

5 Bestyrelse

5.1 Fondens bestyrelse består af 4-7 medlemmer.

5.2 Bestyrelsen konstituerer sig selv med valg af formand og næstformand.

5.3 Bestyrelsens medlemmer udpeges for 3 år ad gangen. Genudpegning kan finde sted, dog maksimalt 2 gange.

5.4 Medlemmer af bestyrelsen udpeges af den samlede bestyrelse og skal have bopæl indenfor den tidligere Sparekassen Hvetbos oprindelige virkeområde.

5.5 Intet medlem kan have sæde i fondens bestyrelse længere end til udløbet af det kalenderår, hvori medlemmet fylder 70 år.

5.6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

5.7 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal, med mindre vedtægterne eller lovgivningen foreskriver særlige regler om repræsentation og majoritet. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

5.8 Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

5.9 Over forhandlinger i bestyrelsen skal der føres protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer.

5.10 Det enkelte bestyrelsesmedlem kan modtage et af bestyrelsen fastsat vederlag, der ikke må overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.

6 Direktion

6.1 Fondens bestyrelse kan ansætte en direktør til at varetage den daglige ledelse af fonden.

Direktøren skal følge de retningslinier og anvisninger, som bestyrelsen har givet.

7 Tegningsforhold

7.1 Fonden tegnes af bestyrelsens formand i forening med et medlem af bestyrelsen, af et medlem af bestyrelsen i forening med direktøren, af tre medlemmer af bestyrelsen i forening eller af den samlede bestyrelse.

8 Regnskab og revision

8.1 Fondens regnskabsår er kalenderåret. Første regnskabsår løber fra stiftelsen til 31. december 2007.

8.2 Årsrapporten skal opstilles på overskuelig måde i overensstemmelse med gældende lovgivning og skal give et retvisende billede af fondens aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat.

8.3 Fondens regnskab revideres af en af bestyrelsen udpeget statsautoriseret eller registreret revisor.

9 Opløsning, ændring mv.

9.1 Fondens samlede bestyrelse kan med 3/4 majoritet træffe bestemmelse om ændring af vedtægterne eller om opløsning af fonden.

9.2 Ved opløsning af fonden skal fondens formue anvendes til almennyttige og velgørende formål primært i Sparekassen Hvetbos oprindelige virkeområde.

Pandrup, den 28. februar 2023.